§ 1 Navn.
Foreningens navn er Dansk Hundedommer Forening (DHF).
Stiftet d. 15 januar 1994.
§ 2 Organisation.
DHF er en forening for DKK autoriserede dommere, dommerelever og aspiranter
§ 3 Formål.
Det er foreningens formål:
a. I samarbejde med DKK, at klarlægge spørgsmål vedrørende dommervirksomhed gennem saglig drøftelse af alle kynologiske spørgsmål, samt at formidle meninger og erfaringer angående alle sider af dommerens virke.
b. At afholde dommerkonferencer og efteruddannelse for at fremme en ensartet og saglig bedømmelse.
c. At afgive udtalelse i spørgsmål der bliver forelagt foreningen af DKK, eller kynologiske foreninger der har overenskomst med DKK.
d. Samarbejde med dommerforeninger i andre FCI-lande.
§ 4 Optagelse som medlem.
1. Som medlem kan optages dommere der er autoriseret af DKK, samt personer, der har bestået DKK’s elev kursus. Såfremt et medlem suspenderes, eller hvis dommerautorisationen inddrages af DKK, ophører medlemskabet
2. Som medlemmer kan yderligere optages udenlandske dommere godkendt af DKK.
§ 5 Kontingent.
1. Det årlige kontingent fastsættes af generalforsamlingen for det kommende år.
2. Medlemskabet er løbende og opkræves via DKK. Ved manglende indbetaling slettes medlemskabet.
§ 6 Bestyrelsen.
1. Bestyrelsen består af 5 medlemmer, hvoraf mindst 3 skal være eksteriørdommere. Der vælges i lige år 2 og i ulige år 3 medlemmer til bestyrelsen, yderligere vælges hvert år 2 suppleanter, 2 revisorer og en revisor suppleant. Genvalg kan finde sted.
Valg af bestyrelsesmedlemmer foregår skriftligt på den årlige generalforsamling.
Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær og kasserer.
Ved bestyrelsesmøder føres en forhandlingsprotokol, der underskrives af de ved bestyrelsesmødet deltagende medlemmer
2. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til varetagelse af specifikke opgaver.
§ 7 Regnskab.
Regnskabsåret er kalenderåret, Regnskabet føres som god regnskabsskik tilsiger. Regnskabet revideres af de på generalforsamlingen valgte revisorer.
§ 8 Generalforsamling.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts. Indkaldelsen sker gennem DKK’s medlemsblad Hundens december nummer.
Forslag der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være foreningens sekretær i hænde senest 4 uger før generalforsamlingen.
Den fuldstændige dagsorden, indkomne forslag og revideret regnskab skal udsendes til medlemmerne pr elektronisk mail (der sendes brev til medlemmer, som ikke har elektronisk mailadresse) senest 14 dage før generalforsamlingen.
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde:
1. Valg af dirigent.
2. Valg af stemmetællere.
3. Bestyrelsens beretning til godkendelse.
4. Revideret regnskab til godkendelse.
5. Fastsættelse af kontingent for det efterfølgende år.
6. Behandling af forslag fra bestyrelse/medlemmer.
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
8. Valg af 2 revisorer og 1 revisor suppleant.
9. Eventuelt.
Vedtagelser på den ordinære generalforsamling sker med simpelt flertal.
Lovændring kræver dog 2/3 flertal af de afgivne stemmer.
§ 9 Ekstraordinær generalforsamling.
Ekstraordinær generalforsamling finder sted når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller mindst 10% af medlemmerne fremsender skriftlig begæring herom, med angivelse af de spørgsmål der ønskes behandlet. Andre spørgsmål kan ikke behandles.
Ekstraordinær generalforsamling med angivelse af dagsorden indkaldes senest 4 uger efter begæringens modtagelse med mindst 3 ugers varsel og til afholdelse senest 6 uger efter indkaldelsen.
§ 10 Æresmedlemmer.
1. Til æresmedlemmer kan udnævnes personer, der har ydet en fortjenstfuld indsats for hundesagen og DHF.
2. Udnævnelse af æresmedlemmer foretages af bestyrelsen.
3. Æresmedlemmer er kontingentfrie.
§ 11 Opløsning.
Foreningen kan kun opløses hvis det vedtages på en generalforsamling med mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer, og det har været anført på den udsendte dagsorden.
Ophæves foreningen bestemmer generalforsamlingen med simpelt flertal, hvorledes foreningens midler skal anvendes.
Således vedtaget på den stiftende generalforsamling d. 15 januar 1994.
Ændret på generalforsamlingen d. 23.02.1997
Ændret på generalforsamlingen d. 27.01.2007
Ændret på generalforsamlingen d. 01.02.2014
Ændret på generalforsamlingen d. 20.03.2022